Narkohunde

forside_narkohunde

Her kan du læse artikler om vores tiltag med brug af narkohunde.

Fyens Stiftstidende skriver

Basso har næse for stoffer

Natten til søndag var narkohunden Basso for første gang på arbejde i nattelivet – og der var bid.

ODENSE: – Må jeg have lov til at låne din jakke et øjeblik?

En ung mands sorte jakke bliver hængt over barstolen bag en lille indhegning ved trappen, og Basso går i gang.

Stikker den snusende snude i ærmer og krave og søger ved lommerne. Jakken vendes. Snuden fortsætter. Men der er ingenting. Den unge mand får sin jakke igen med en tak og kan gå videre mod garderoben, baren og nattens fest på dansegulvet.

Det er lidt efter midnat natten til søndag, og den treårige labrador Basso har lige taget fat på sin første arbejdsnat som narkohund i det odenseanske natteliv.

På diskoteket Luux på Klingenberg skal den specialtrænede hund med den nyttige næse spotte gæster, der enten har stoffer med i lommerne eller er påvirkede af narko.

Dørmand og medejer af Luux, Nicolai Hommelhoff, udvælger testpersoner i garderobekøen.

Nogle udbryder, “hvor sindssygt, en narkohund!”, mens andre – primært blandt gæsterne i kjole og med make-up – mere er i genren “nåårrrhh, hvor er den sød”. Men alle de adspurgte afleverer uden brok deres jakke til snusning.

Og efter en halv times arbejde er der tilsyneladende bid.

Basso sætter sig pludseligt. Tegnet på, at hunden har fundet noget interessant.

Nicolai Hommelhoff beder den pågældende jakkes unge ejermand om at følge med ud bagved. Han har ingen stoffer på sig, viser det sig, men han fortæller frivilligt, at han kommer lige fra en lejlighed, hvor der blev røget en del hash. Derfor lugter jakken.

Men Nicolai Hommelhoff skønner ikke, at gæsten er påvirket, og den unge mand får derfor lov til at blive og tage del i festen.

Spor af kokain

Kort efter skal Basso snuse til en mistænkelig 200-krone-seddel, der er betalt med ved indgangen til diskoteket. Den har været rullet sammen til et lille rør og kan have været brugt til at sniffe stoffer med.

Og det har den. Basso reagerer med det samme på sedlen. Dørmændene finder manden, der har betalt med den. Han erkender, at han har taget en bane kokain med pengesedlen. Og han må forlade diskoteket med beskeden om, at han ikke er velkommen de kommende to år.

Bassos næse fortsætter i garderoben. Og efter næsten en times arbejde er det pausetid.

– Al den spektakel og leben er belastende for Basso. Og så kan det også være svært efter 125 jakker i garderoben, hvor der ikke er sket noget. Så har hunden brug for en succesoplevelse, forklarer Jan, der af hensyn til sin sikkerhed ikke ønsker sit efternavn i avisen, men ligesom Basso kommer fra Jydsk Vagt- og Hundetjeneste.

Og succesoplevelsen venter i personalerummet ovenpå. Jan har gemt en klud, der har ligget sammen med noget hash. Efter få minutters desperat – sådan ser det i hvert fald ud – søgning, sætter hunden sig ved en skuffe og kigger på Jan.

– Flot, du er så dygtig, ja, det er du, roser han. For kluden ligger ganske rigtigt i den skuffe. Og Basso får sin belønning: Op af lommen hiver Jan en rød bold, som Basso straks kaster sig over og leger begejstret og logrende med i noget tid.

Indtil arbejdet igen kalder. Flere jakker. Og flere folk, der lige skal en tur med i baglokalet til en snak.

Bortvist i to år

Basso spotter yderligere to unge mænd, hvis jakker lugter.

En test med såkaldte drug-wipes, der via personens sved kan afsløre spor af stoffer, viser, at de begge har taget narko. Den ene amfetamin, den anden kokain.

De må begge forlade diskoteket og vente to år, før de må komme tilbage. En af mændene er langtfra tilfreds med den udvikling og kalder blandt andet diskotekets folk nogle “narrøve”. Men der bliver ingen ballade.

Det gør der heller ikke, da en af bartenderne senere på natten opdager, at en mandlig gæst har en pose med et halvt gram amfetamin i lommen. Posen gemmer sig mellem pengesedlerne, da han skal betale i baren. Politiet kommer til stedet, manden bliver anholdt og har nu karantæne i hele det odenseanske natteliv.

Efter tre timers snusen rundt får Basso fri. På vejen hjem til Århus får hunden den sædvanlige del af sin løn, som den – sammen med den røde bold – sætter allermest pris på: En fransk hotdog. Uden dressing.

07. april 2008 04:00 – Af Camilla Ahlmann-Jensen, Fyens Stiftstidende

TV Syd skriver

Værtshuse og diskoteker i Horsens bruger narko-hunde

Værtshuse og diskoteker i Horsens har taget et nyt middel i brug i kampen mod narko. Gæsternes tøj og tasker bliver undersøgt af en narko-hund, og politiet roser initiativet, fordi det har en stor præventiv effekt.

En tre år gammel labrador ved navn Basso er restauratørernes  nyeste våben mod narko i nattelivet i Horsens.

Basso og hans ejer kommer fra et privat firma. De er specialister i at finde nattelivets forbudte stoffer, som bl.a. er hash, kokain og herion, der er helt gængse stoffer i nattelivet i dagens Danmark.

Narkohunden er dog langt fra nogen garanti for, at restaurationerne i Horsens nu er narkofrie. Basso må nemlig ikke snuse direkte på personer – så man kan stadig gemme narko inde på kroppen.

Alligevel har politiet i Horsens registreret, at brugen af narko-hunden har en klar præventiv effekt.

Af Ernst Møller

dr.dk skriver

Narkohund på Århus-discotek

Discotek Broen i Århus tog i denne weekend et nyt våben i brug mod narko.

Fredag aften og nat snusede narkohunden Basso for første gang til gæsternes jakker og tasker – dog uden at finde nogle forbudte stoffer.

Discoteksdirektør Claus Damsgaard er dog godt tilfreds med indsatsen:

– jeg synes det er forløbet rigtigt fint, siger han.

Basso var også på arbejde i lørdag aften og nat, og vagthavende hos Århus Politi har ikke fået nogen meldinger om, at hunden da fandt noget narko.

Skrevet af: Anders Schou, 26. nov. 2006 08.53 Krimi

Avisen.dk skriver

Diskoteker over hele landet får narkohunde

Knap 20 diskoteker i provinsen har hyret en narkohund til at stå i døren og holde weekendnarkomaner og pushere ude. Vagtfirma forsøger nu også at få hundene ud på gymnasier.

Vuf vuf!

Sådan lyder det på knap 20 natklubber i landet, når gæsterne har en klump lommehash.

En række diskoteker i Danmarks største diskotekskæde, Crazy Daisy, der også driver natklubberne Buddy Holly, har nemlig ansat en narkohund med fører til at stå i døren.

»Basso markerer med det samme, når den kan lugte ulovlige stoffer, og den er ligeglad med, om det er en skøn pige med store bryster. Har hun stoffer, så ryger hun ud af køen, og vi tilkalder politiet,« siger Nicolai Hummelhoff, medejer af diskotek Crazy Daisy i Skjern.

Den specialtrænede narkohund Basso har i øvrigt så travlt, at han ofte må have hjælp fra to ekstra narkohunde fra Sjælland.

»Vi bliver kimet ned af diskoteker hovedsageligt i Jylland, der vil af med deres narkoproblem. Der findes ikke en mere effektiv måde at spore stoffer end en hunds lugtesans,« siger Ole Schriver fra Jysk Vagt- og Hundetjeneste, der fortæller, hvordan folk lusker ud af køen, når de ser narkohunden.

Startede i Århus

Tendensen med narkohunde på natklubber begyndte sidste år på diskoteket Broen, der er en båd i Århus Havn, der blandt lokale unge blev kaldt speedbåden:

»Navnet kommer af problemer med stoffer. Narko er tabu i nattelivet, og det er overalt. Vi natklubejere vil helst holde stofferne ude, da de gør gæster voldelige. Vi tjener flest penge, når folk bare har en sjov aften,« siger Nicolai Hummelhoff, der er medejer af diskotek Broen og har købt et andet diskoket i Odense.

Der er nemlig store narkoproblemer blandt danske unge, viser tal fra Sundhedsstyrelsen fra 2004, der spurgte unge i landets niendeklasser. Tre procent havde prøvet amfetamin, tre procent ecstasy og 23 procent røget hash. Derfor har Jysk Vagt- og Hundetjeneste, der står for narkohundene øjnet et nyt marked.

»Gymnasierne og ungdomsklubberne. I starten kan vi komme til gymnasiefester, og siden i hverdage, hvor unge i dag kan sniffe stoffer på skoletoiletter. Vi taler med flere interesserede gymnasier. Men de tør ikke rigtigt, fordi de så signalerer, at de har narkoproblemer,« fortæller Ole Schriver.

Fredag den 21. september 2007, 07:28, af Lars Fogt

180grader.dk skriver

Narkohunde skal sikre stoffri diskoteker

Knap 20 diskoteker i provinsen har anskaffet sig en narkohund, der skal holde stofferne væk fra nattelivet. Nu er hundene måske på vej til gymnasiefester.

En hund med næse for narko. Det er natklubbernes nye våben i kampen mod stoffer. En række diskoteker i diskotekskæden Craizy Daisy har anskaffet sig en narkohund med fører til at stå i døren.

“Basso markerer med det samme, når den kan lugte ulovlige stoffer, og den er ligeglad med, om det er en skøn pige med store bryster. Har hun stoffer, så ryger hun ud af køen, og vi tilkalder politiet,” siger Nicolai Hummelhoff, medejer af diskotek Crazy Daisy i Skjern, til Nyhedsavisen.

Den specialtrænede narkohund Basso har travlt, og må ofte have hjælp fra to ekstra narkohunde fra Sjælland.

Forlader køen ved synet af narkohund

“Vi bliver kimet ned af diskoteker hovedsageligt i Jylland, der vil af med deres narkoproblem. Der findes ikke en mere effektiv måde at spore stoffer end en hunds lugtesans,” siger Ole Schriver fra Jysk Vagt- og Hundetjeneste, der fortæller, hvordan nogle gæster forlader køen, så snart de ser narkohunden.

Der er tale om et helt igennem privat initiativ fra diskotekernes side, motiveret af kampen om kunderne – og deres penge.

“Vi natklubejere vil helst holde stofferne ude, da de gør gæster voldelige. Vi tjener flest penge, når folk bare har en sjov aften,” siger Nicolai Hummelhoff

Gymnasier er forbeholdne

En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen fra 2004, hvor man spurgte i tre niendeklasser, viste, at tre procent havde prøvet amfetamin, tre procent ecstasy og 23 pct. røget hash. Og det er da også på gymnasierne og ungdomsklubberne, at Jysk Vagt- og Hundetjeneste, der står for narkohundene, ser et marked.

“I starten kan vi komme til gymnasiefester, og siden i hverdage, hvor unge i dag kan sniffe stoffer på skoletoiletter. Vi taler med flere interesserede gymnasier. Men de tør ikke rigtigt, fordi de så signalerer, at de har narkoproblemer,” fortæller Ole Schriver.

21. sep 2007 kl 10:31, mikkel@180grader.dk